Stand-Up og revy i skøn og uskøn forening

Det swinger opad i Esbjerg

Esbjerg Revy

**** (Fire af seks stjerner)

De tre skuespillere og deres medspillende og velsyngende pianist afslutter årets Esbjerg Revy med et rungende undskyld; undskyld til dem de fornærmede, dem de overså, til skolelærerne, der måske ikke helt forstod hvad der foregik, fordi de havde haft for lidt tid til at forberede sig, og til feministerne, for at der ikke er kvinder med i revyen.

Det er der nemlig ikke. Esbjerg Revyen er en ren mandetur i år. Med John Batz, Jan Linnebjerg og Gordon Kennedy, suppleret af pianisten, sangeren og alt-mulig-manden Bjarne Langhoff. Savner man kvinder på scenen? Ja, det gør man da, men det gør ikke så meget, for mændene gør det godt. Revyen er musikalsk og morsom. Og nej, der er ikke alverden meget mandehørm, hvis nogen skulle frygte det. Det er hverken et forsøg på at efterligne Ørkenens Sønner eller Gordon Kennedys andet ‘mens only’ projekt, Den Nøgne Sandhed. Det er bare en revy uden kvinder.

Og så alligevel ikke. For midt i den veloplagte anden akt, dukker ‘Britta’ op på scenen. John Batz henter hende op fra salen, og sketchen handler om, at hun er en frisk pige fra Fanø, som har haft en affære med hele holdet på revyens øvelejr på Fanø. Åh, jo, det er lidt mandehørm, men det er morsomt.

I det hele taget er det en sjov revy. Det starter med et morsomt nummer hvor Gordon Kennedy og John Batz brainstormer en ny sæson af Borgen; med karakterer med umiskendelig lighed med virkelighedens politikere, derfor er det nu en politisk comedy! Jan Linnebjerg og Batz er morsomme som fodboldtilskuere til en Esbjerg FB kamp; den ene krænger sine ægteskabelige problemer ud, mens den anden kommenterer kampen og dermed også vennens kvaler.

John Batz har en fin monolog om en lille mand, der samler på skuffelser. Helt afdæmpet, sart og følsomt, og meget grinagtigt. Man sidder og tænker, at her har Tommy Kenter ikke levet forgæves, og det skal opfattes som en ubetinget ros. Teksterne til begge de numre er skrevet af Jacob Weble, og de er gode.

Som en lille revy står Esbjerg Revyen ellers ikke forrest i køen, når der skal skaffes tekster, alligevel er det lykkedes at samle et par gode håndfulde vellykkede tekster. Instruktøren Martin Miehe-Renard, Batz og Gordon Kennedy har selv bidraget flittigt. Sidstnævnte bl.a. med en glimrende parodi på Søren Ryge Petersen, som han selv leverer. I tilgift har man fået et par tekster fra altid ferme Vase & Fuglsang og Carl-Erik Sørensen, der går man sjældent galt i byen.

Anden akt starter med en herlig rågriner. Der sidder tre mand i hver deres badekar, og lydeffekterne og mimespillet er forrygende. En original Vase & Fuglsang sketch om et netbank-røveri er også meget morsomt, og har tilmed en lokal pointe.

Selvfølgelig er der svipsere. John Batz’ Prins Henrik parodi sidder ikke i skabet og første akts finale om Danmark som nyt tropisk ferieparadis er ikke meget mere end blot et sjovt billede, men ellers fungerer det meste i en vellykket, kvik og velsmurt revy.

Pianisten Bjarne Langhoff fortjener lidt mere end blot at blive nævnt i en parentes. Han ikke bare spiller  til, men spiller også med, og så har han sit eget solonummer; Bruno Mars’ “When I was your man”, som han spiller og synger som en drøm, ledsaget af Jan Linnebjerg, der stille danser rundt som den forladte mand. Et strålende nummer.

Esbjerg Revyen havde premiere 17. maj, og spiller frem til 18. juni onsdag-lørdag. Skynd Jer afsted til Tobakken inden det er for sent!

Esbjerg Revyen 2016 “Det bli’r herre sjovt”.

Tekst og musik: Martin Miehe-Renard, Josephine Nørring, Rasmus Krogsgaard, Gordon Kennedy, Jacob Weble, John Batz, Carl-Erik Sørensen, Bjarne Langhoff m.fl.

Medvirkende: John Batz, Gordon Kennedy, Jan Linnebjerg og Bjarne Langhoff (pianist).

Instruktion: Martin Miehe-Renard. Koreograf: Kristina Mølgaard. Kostumer: Dorthe Lykke Jepsen. 

Anmeldt 27. maj.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stand-Up og revy i skøn og uskøn forening