Jamen, det kan hun altså også....!

To skønne quinder

hhfjFoto: Brita Fogsgaard

***** (fem af seks stjerner)

To gamle veninder mødes efter mange års adskillelse. Faktisk har de ikke set hinanden siden den skæbnesvangre aften i Ballerup, da de blev fyret som korsangerinder for Hansi Hinterseer, og sammen gik hele den lange vej hjem til København. Siden da har den ene bevaret hovedet i himlen, uden at det på nogen måde har været en succes. Hun har ganske vist et sejt job som booker af kunstnere; musikere, skuespillere og den slags spændende mennester. Men er uforløst i privatlivet. Enlig mor. Problemer med alt for meget alkohol og alt for lidt selvværd.

Den anden, har fødderne solidt plantet i den sydsjællandske muld. Bor i et hus på landet, er blevet alternativ behandler – og vegetar, og sælger lidt gammelt ragelse fra sin genbrugsbutik i laden. Hun har tilmed en dejlig kæreste, som hun mødte i brugsen, men ikke bor sammen med – de ‘ser tiden an’ på 8. år. Men kæresten har en ven, og han spiller klaver, mens veninderne synger til. En lille velvalgt håndfuld af gode sange fra de seneste 50 års populærmusik.

Anne Karin Broberg og Susanne Breuning har både selv skrevet forestillingen og spiller de to veninder, og hvis man havde forestillet sig, at disse to garvede revyskuespillere alene ville dvæle ved det muntre og folkeligt fornøjelige, så bliver man glædeligt overrasket. “Med hovedet i himlen og fødderne på jorden” er en sørgmunter fortælling om to kvindeliv; om at savne de mødre, der er nu er væk, om selv at få børn, om mænd, om jalousi,  utilstrækkelighed, men også om at have mod på livet og lyst til kærligheden, og om at give pokker i en rynke eller en delle for meget.

Musikalsk kommer de vidt omkring, fra Monica Zetterlund til “Route 66”, fra “Dans en samba med mig” til “Der er noget farligt indeni”, Burt Bacharach og mange flere. Alt sammen serveret af to strålende sangerinder, der går rent igennem i den lille intime sal, og i øvrigt glimrende akkompagneret af Thomas Pakula, der også lige får spillet rollen om kærestens musikalske ven.

Det er en rigtig kvindeforestilling, skrevet af kvinder til kvinder, men jeg kan nu som mand  sagtens blive både rørt og begejstret, især over Anne Karins grumme fortælling om forældrenes dobbeltliv og over Susanne Breunings jaloux blik bag venindens perlende lette kærlighedshyldest. Forestillingen er både meget rørende og meget, meget morsom. En stor kvalitet.

“Med hovedet i himlen og fødderne på jorden” turnerer i første omgang til midt i november, tages siden op igen til foråret og det er planen, at den skal være på Louise Schouws Teaters repertoire et stykke tid frem i tiden. Jeg gætter på at den får et langt og lykkeligt liv. Det fortjener den.

“Med hovedet i himlen og fødderne på jorden”. En cabaret forestilling af Susanne Breuning og Anne Karin Broberg. Musik af mange forskellige (komponister og forfattere er desværre ikke angivet nogle steder).

Instruktion: Louise Schouw. Koreografi: Susanne Breuning. Pianist: Thomas Pakula. Producent: Louise Schouws Teater.

Spiller landet rundt til midt november og siden igen til marts.

Anmeldt 30. oktober på Teater Play (Københavnerpremiere).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jamen, det kan hun altså også....!