Jamen, det kan hun altså også….!

**** (fire stjerner af seks)

Det er ganske utroligt med hende Annette Heick. Lige meget hvad man sætter hende til, så kan hun tilsyneladende finde ud af det.

Vi kender hende som popsanger, entertainer, musical performer (som det vist kaldes nu om dage), tegnefilmsdubber, tv-vært, journalist og brevkasseredaktør. Og så driver hun konferencestedet ‘Rå’ på Bornholm sammen med sin mand, kokken Jesper Vollmer. I weekenderne giver hun den for tiden gas i det strålende Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup, hvor hun bl.a. leverer den bedste Pia Kjærsgaard-parodi man endnu har set på en dansk revyscene, og minsandten om hun ikke midt i det hele har tid og overskud til at betræde for hende helt nyt land; som karakterskuespiller!

Det gør hun så aldeles udmærket overfor Jesper Asholt i det romantiske, amerikanske komedie-drama “Dansetimen”, som Landsteatret producerer og sender på turné. Der var premiere i aftes i Viften i Rødovre.

Landsteatrets Erling Mølgaard har en fin evne til dels at finde små, gode skuespil for to-tre skuespillere, som vi ikke umiddelbart har set før, dels til at caste kendte skuespillere i rollerne, som kan ‘sælge’ forestillingerne til landets teaterforeninger. Han har  bl.a. haft Birthe Neumann, Kurt Ravn, Stine Stengade og Anders Bircow på landevejen i gode, velskrevne kammerspil.

Nu er turen så kommet til Jesper Asholt og altså en slags debut (endnu én) til Annette Heick som karakterskuespiller. Hun spiller en Broadway – og omegn – danserinde, der sidder alene i sin lejlighed med benet i en skinne. Hun er blevet kørt ned og lider af en sjælden sygdom, der gør, at en operation er livsfarlig. Nu har hun ikke længere udsigt til nogensinde igen at kunne danse, og da dansen er ‘hendes liv’ så er det sur røv. To etager højere oppe i New Yorker bygningen bor universitetsprofessoren Johnson Montgomery. Han er autist med Aspergers og lider af en udtalt berøringsangst. Skæbnen vil, at Autist Samfundet i Amerika har tildelt ham en særlig hæderspris for hans forskning, og at der til den efterfølgende prisfest er dans! Johnson Montgomery har aldrig danset, og for ikke at falde helt igennem vil han betale underboen for at give ham en dansetime. Han har regnet ud, at en Broadway-danser får 2.153 $ om ugen, så det er han villig til at betale danseren Senga for blot én times danseundervisning. Der er intet hun nødigere vil, men hun har brug for pengene, og accepterer modvilligt jobbet. Herefter opstår en tæt relation mellem disse to ensomme mennesker. Hun med et liv i ruiner på grund af sit fysiske handicap. Han med et liv i dyb ensomhed på grund af sit sociale handicap.

Manuskriptet er skrevet af en amerikaner ved navn Mark St. Germain, og en hurtig Google-søgning på ham afslører, at “Dansetimen” er hans seneste af en lang række skuespil, de seneste otte for Barrington Stage Company i Massachussetts. Han er anerkendt i amerikanske teaterkredse for sine skuespil med biografisk islæt, bl.a. om Sigmund Freud, den kendte tv-sexolog Dr. Ruth og om Scott Fitzgerald og Ernest Hemmingway. Han er, og det afslører “Dansetimen” også, en solid håndværker, der skriver gode replikker og skaber fine karakterer. Især i anden akt, hvor følelserne mellem de to kejtede personager bryder så frit som de nu kan, har skuespillet både dybde og tilpas skarpe one-liners til at man som publikum både føler med staklerne og griner af dem.

Rollen som professoren kunne være skrevet direkte til Jesper Asholt. Lige netop disse kejtede karakterer ligger lige til hans højreben; Han er myndig og klar i mælet, når han forelæser om verdens klimaudfordringer, og usikker og helt blottet for situationsfornemmelse i relationen med andre mennesker. Man mærker bestemt ikke på Annette Heick, at det er første gang hun laver denne slags teater. Hun skaber en fin karakter ud af Senga med de bristede illusioner, og når forestillingen lige finder sin rette timing og replikkerne begynder at falde lidt kvikkere, er jeg sikker på, at “Dansetimen” vil falde i publikums smag ude i teaterforeningerne.

“Dansetimen” af Mark St. Germain. Oversat af Troels II Munk.

Instruktion: Pia Rosenbaum. Scenografi og kostumer: Maja Boberg og Anna Frederiksen. Lysdesign: Henrik Spangsbo. 

Medvirkende: Annette Heick og Jesper Asholt. Stemmer af Troels II Munk, Hannibal Munk og Søren Hancke.

Produceret af Landsteatret. Spiller på turné til 1. december. 

Anmeldt 25. oktober i Viften, Rødovre (premiere).

  Forestillingsfotos: Erling Mølgaard.