Flot hyldest til revygenren

Pejseshow 2016 – Gennemmusikalsk og meget underholdende

Sp35-9**** (Fire stjerner af seks)

Årets Pejseshow på det østjyske hotel Pejsegården i Brædstrup er præcis lige som det skal være. Der er fuldt knald på i de to afdelinger á lige omkring en time. Smæk for skillingen med masser af god musik, fire dygtige solister, der både synger strålende og er morsomme. Et tre-mands orkester, der ind i mellem lyder som et helt big band, og et fint afbalanceret mix af show og revy, med en lille hovedvægt på showet. Det er en gennemmusikalsk og stærkt underholdende forestilling, som Donald Andersen har strikket sammen, uden alt for mange løftede pegefingre, men dog stadig med plads til et par satiriske svirp.

Inden showet starter spiser vi os gennem Pejsegårdens vidt berømte buffet; her er der mad til overflod og der bliver taget godt fra. Man tænker uvægerligt, at på disse kanter morer man sig bedst på en fuld mave. Når vi kommer lidt længere hen på den lange sæson, er publikummet tilmed i julefrokoststemning. Det berettiger til fulde, at der ikke males med den fineste pensel på scenen.

Og  dog, alligevel. Mikkel Schrøder Uldal, der er Pejseshowets kunstneriske leder, tager selv depechen med en stærk sang om danskernes ‘næste(n) kærlighed’. Joh vi vil da gerne hjælpe dem, der kommer til landet i nød, men vi har bare ikke rigtigt tid…. Et fint nummer, serveret med eget ukulele-akkompagnement.

Udover Mikkel Schrøder Uldal består holdet i år af Gordon Kennedy og Annette Heick, begge gengangere fra i fjor, og som ny på Pejsegården, Christine Astrid Nielsen. Hendes talent kunne man tidligere på sommeren se udfoldet i Rottefælden i Svendborg, og her lægger hun yderligere ovenpå. Hun leverer superdygtigt nummeret “Multitasking”, hvor hun har gang i fem telefoner på én gang som både  telefon-sex-pige, Gallup udspørger, IT Hotline og bestillingsmodtager på kineser restauranten, samtidig med at hun lige holder en samtale kørende med kæresten derhjemme om temperaturen på vaskeprogrammet. Et sjovt tænkt nummer, der er virtuost udført.

Multitalentet Annette Heick har selv skrevet flere numre; rigtigt godt i “Mor” om fire kvinder i forskellige aldre og forholdet til deres mor, mindre heldigt i parodien på Pia Kjærsgaard, som hun til gengæld selv rammer ganske godt i både stemmeføring og gestik. Hun gentager også sin Bodil Jørgensen-parodi fra sidste år, der gav en Revygalle-nominering for ‘Årets Parodi’, nu i rollen som talkshow vært med kendte sportsfolk i gæstesofaen. Den tekst har Gordon Kennedy skrevet, og det samme gælder showets næstsidste nummer, hvor han synger en frygtelig sjofel sømandsvise. Det gør han meget morsomt.

Pejseshowet har undertitlen ‘Pejsen går til filmen’, hvilket giver anledning til op til flere særdeles velklingende potpourrier med kendte filmsange, og til en stribe små filmsketches, hvor skuespillerne er klippet behændigt ind i kendte film som bl.a. “Ringenes Herre”, “Taxi driver” og “Olsen Banden”. De små ‘takes’ er noget af det, der fungerer mindre godt i en ellers meget underholdende forestilling.

Sammen med Gordon Kennedy har Mikkel Schrøder Uldal et forrygende nummer, hvor de parodierer kendte danske sangere, der fortolker kendte børnesange, og ikke et øje er tørt, når alle fire åbner 2. akt i en komisk nøgendans, kun – delvist – dækket af frotté håndklæder. Mon ikke alle vil sidde og vente på at én af dem taber håndklædet, så man stolt kan sige: Jeg var der da det skete!

De mange musikalske numre går lige i benene. Som nævnt i indledningen så synger de rigtigt godt, det er virkelig lækkert at lytte til, og en stor ros skal gå til kapelmesteren Rasmus Friis, der har lavet noget strålende arrangementer og får sin lille trio til at fylde helt kolossalt i det perfekte lydbillede.

Pejseshow lever fuldt op til forventningerne om at få leveret en fest!

 

Pejseshow 2016 – Pejsen går til filmen.

Tekst og musik: Mikkel Schrøder Uldal, Julius Aas, Morten Holm Nielsen, Kasper D. Gattrup, Annette Heick, Gordon Kennedy, Niels Clemmensen, Frances Lai, Christine Astrid Nielsen, Flemming Jensen, Donald Andersen m.m.fl.

Medvirkende: Annette Heick, Christine Astrid Nielsen, Gordon Kennedy og Mikkel Schrøder Uldal.

Instruktion: Donald Andersen. Kapelmester: Rasmus Friis.

Spiller på Hotel Pejsegården, Brædstrup alle fredage og lørdage indtil 26. november.

Anmeldt 1. september (forpremiere)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flot hyldest til revygenren