Maibom samler stærkt revyhold i Sønderborg

Funklende jubilæum i Glassalen

nilensstjerne_2016_fom-5101_webolemortensenFoto: Ole Mortensen, Eventyrteatret

***** (fem stjerner af seks)

Eventyrteatret er flere gange blevet kåret til Danmarks bedste børneteater. Nu fejrer de dygtige børn og unge fra teaterskoleteatret i Søborg 25 års jubilæum, og det gør de med brask og bram, guld og glimmer, smil, grin, drama og sprudlende energi.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, for sådan har Eventyrteatrets forestillinger i efterårsferien (nu en uges tid før ferien og i ferien) været i mange år. Et festfyrværkeri af farver og sang og musik. I år har den bare fået endnu mere knald på – i anledning af jubilæet, eller måske fordi de kan. Ambitionerne er store, det er talentmassen også.

Årets forestilling hedder “Nilens stjerne” og er som i de seneste mange år skrevet af Gunvor Reynberg med musik af Christian Dahlberg. De har udviklet en formel, der fungerer. Vi skal have en handling, der bringer nutiden og historien sammen, og dybest set handler om det godes kamp mod det onde. I år er vi altså i det gamle Egypten, så naturligvis begynder vi på Glyptoteket i København, hvor to skolepiger bliver bortført tilbage i tiden, fordi den ene, viser det sig, i virkeligheden er en egyptisk prinsesse, der engang gav sit hjerte væk for at hjælpe sin onde mor, dronningen, i dødens stund, og dermed blev årsag til, at der blev snydt på vægten i Dommens Hal. På grund af bedrageriet er de egyptiske guder nu i dyb krise, og den onde gud, Seth, har taget magten fra de (tosse)gode guder, og er på vej til at få herredømmet over verden, den eneste ham mangler, er også at få prinsessen; hendes hjerte har han allerede.

Jeg afslører ikke for meget ved at røbe, at Seths planer bliver forpurret og at alt ender lykkeligt til sidst. Sådan har skabelonen været år ud og år ind i Eventyrteatrets forestillinger og det laver man ikke om på. Tak for det. Historien krydres med en række forrygende optrin med sang og dans, der giver de unge på scenen lejlighed til at folde talentet ud i fuldt flor. Christian Dahlbergs musik er lige så meget skabelon, som handlingen, men også den fungerer. På en måde kan man sige, at Eventyrteatrets efterårsferieforestilling er en slags avanceret afdansningsbal, hvor vi skal se hvor meget de unge kan og har lært siden sidst. Det er ikke så lidt skulle jeg mene. Alle som én er de utroligt dygtige, charmerende og velfungerende, og forestillingen er skruet sammen på ensembleteatrets betingelser. Jovist er nogle roller større end andre, og nogle bærer et tungere ansvar, men kæden er kun så stærk som dens svageste led, og igen i år holder den 100 procent. Ingen falder igennem. Alle står stærkt. Det er en fornøjelse at overvære.

Der hvor “Nilens stjerne” står stærkest er i de velkomponerede shownumre, som når krokodilleguden Sobek og hans krokodilleryttere giver den fuld gas i en herlig koreografi, eller når Seth og hans slangepiger rocker sig gennem “Kaos”. Skarabæguden Khepri har de sødeste små biller, han synger med, og der går rent Keystone Cops i den, når vores helte stjæler prinsessens hjerte og jagtes af de onde præster og vagter.

Susanne Vognstrup har stået i spidsen for Eventyrteatret i alle 25 år. Utrætteligt har hun arbejdet for at starte denne skole for teaterglade børn og unge, og har videreført den og udviklet den, så man i dag kan udvikle talenter på stribe. Blandt de allerførste Eventyrbørn var Amalie Dollerup, Silas Holst, Kitt Maiken Mortensen og Cecilie og Simon Stenspil, der i dag alle er anerkendte og succesfulde skuespillere, og en stribe af de senere års dygtigste Eventyrbørn er i gang med at uddanne sig på landets teaterskoler. Jo, talentfabrikken virker. Lur mig, om ikke også en håndfuld af årets unge solister, om få år er i gang med en mere formel uddannelse på en af teaterskolerne.

Jeg så den allerførste Eventyrteaterforestilling på Amagerscenen i 1992, og har siden fulgt teatret trofast. Mine egne børn er vokset op med Eventyrteatret, og selvom de i dag er 17 og 19 år gamle, er Eventyrteatrets forestillinger en tradition, de nødigt giver afkald på. Kald det bare Danmarks bedste børneteater, det er det formentlig, men det er meget mere end det, fordi ambitionerne og talentet rækker langt videre end til ‘kun’ at være børneunderholdning.

Der er fem stjerner til forestillingen, men 100 stjerner på scenen.

Eventyrteatret: “Nilens Stjerne”.

Forfatter: Gunvor Reynberg. Komponist: Christian Dahlberg. Instruktør: Bo Skødebjerg. Scenografi: Kirsten Brink. Kostumier: Christine Brincker. Dirketion: Susanne Vognstrup.

Medvirkende: Eventyrteatrets børn og unge.

Spiller i Glassalen i Tivoli til 23. oktober. 

Anmeldt: 8. oktober (premiere).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Maibom samler stærkt revyhold i Sønderborg