Veloplagt revyhold i Rottefælden

**** (Fire af seks stjerner)

Danmarks ældste revy, Rottefælden i Svendborg, havde premiere 2. juni, samme dag som den meget nyere Tivoli Revy lidt respektløst overfor den ældre kollega havde lagt deres premiere i København. Det er ikke det revyens første nummer handler om, men man tænker jo sit. Jan Schou er landets suverænt mest erfarne revyskuespiller, og han konfronteres midt i en gammeldaws vise af den helt unge, upcoming, Pelle Emil Hebsgaard, der er næsegrus af beundring; Schou har jo spillet med Liva Weel, og har været med i Rottefælden lige siden begyndelsen (i 1884!). Mange af os kender godt situationen, når de unge synes, at vi er meget, meget gamle…Det er en sjov sketch, der lover godt for resten af aftenen og som meget betegnende for resten af aftenen lige mangler den sidste overraskende pointe…

Jeg kunne af flere årsager (blandt andet premieren i Tivoli) ikke være i Rottefælden til premieren, og så i stedet revyen i aftes (onsdag). Stor var min glæde over at opleve en totalt udsolgt sal, og et feststemt og tilfreds publikum. Det er sjovt at opleve revyer i selskab med det publikum de er lavet til.

Rottefælden revyen er en klassisk dansk revy. Vi skal først og fremmest grine og have det sjovt, og det har man i selskab med Jan Schou, Ann Hjort og de to unge, relativt uprøvede Christine Astrid Nielsen og Pelle Emil Hebsgaard. Sidstnævnte med en enorm energi og et udtryk, der ikke har problemer med at nå ned i salens fjerneste krog. Talentfuld, ja for pokker da, og synge kan han også, men femte gear hele vejen er måske ikke altid den bedste løsning.

Ann Hjort har masser af erfaring og en dejlig udstråling på scenen. Hun fungerer upåklageligt i alle ensemblenumre og kunne godt have fortjent bedre solonumre end de to det bliver til inden pausen; som baby, der er besøgsven for de gamle på plejehjemmet, og som burkaklædt saudisk kvinde i Ecco-sko i en vise om kronprinsparrets eksportfremstød i Saudi Arabien. Begge ideer savner en tekst, der sætter prikken over i’et.

Christine Astrid Nielsen er et friskt pust i revyen. Smuk, sjov og med en god sangstemme. Hun og Hebsgaard er morsomme som spelt-ægteparret, der har det dårligt hvis de ikke redder verden hver gang de foretager en bevægelse. Han er svagere i troen end hende. Og de udleverer den kyniske bankverden i det flotte shownummer “Panama”, hvor deres sang og dansekunnen  kommer til sin ret. Hun serverer også et fint viseforedrag i en ganske underfundig sang om tanker, at tænke og tænketanker. Her ledsages hun på scenen af kapelmester Jens Krøyer og hans to dygtige musikere, der meget elegant pakker forestillingen ind musikalsk.

Det er Jan Schou selv, der står som revyens komiske omdrejningspunkt og fyrtårn. Hele fire solonumre er det blevet til og dertil figurer som Dronning Margrethe, der jo altid tager kegler på en revyscene, og primaballerina ved den statsligt udflyttede kongelige ballet, der er endt i Svendborg, og har måtte rekruttere sine nye dansere i lokalområdet.

Schou er sjov (ok, det var gammel) som tv-kokken Claus Holm, der fortæller politiske jokes i en kvik Leif Maibom-tekst, og giver den fuld gas som Donald Trump, der er tosset med sig selv igen og igen… Han mestrer også det afdæmpede viseforedrag, som man jo nærmest synes er gået tabt i sommerens revyer, i en fin vise om en ældre mand, der sætter flueben ved et næsten spildt liv. Til sidst vælter Schou taget på den gamle teaterbygning som dansktop-charmøren Henning i lilla habit og gyldent kalvekrøs. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Plat og overspillet, ja, men det fungerer upåklageligt, og publikum elsker det. Intet mindre.

Rottefælde revyen har mange sjove ideer,  som serveres glimrende fra scenen, men hvor den sidste pointe mangler. Det er selvfølgelig ærgerligt, men langt fra sjældent. Der er i første akt et par sjove sketches; Christine Astrid Nielsen og Ann Hjort som de lokale piger på molen, der taler om folk med sjove øgenavne, og Christine og Schou i en rablende morsom bagersketch, der spidder tidens fødevaresnobberi. Og efter pausen brager vi i gang i et forrygende nummer med hele ensemblet – inklusive orkestret – som folkekirkepræster, der har set lyset – ikke Guds, men en trendy kirke coach’s lys – og nu serverer budskabet for fuld musikalsk gas.

Hebsgaard leverer en vanvittig figur som Grimhøj imam, og det hele slutter med en hyldest til publikum, for uden dem var det hele jo lige meget.

Publikum svarede igen med stående og taktfast bifald. Velfortjent til en revy, og et veloplagt revyhold, der underholder nonstop.

PS/ Næste år har Rottefælden fastlagt premieren til 1. juni – bare så de andre revyer ved det.

Rottefælden 2016

Tekst og musik: Jens Krøyer, Peter Oliver Hansen, Jantzen/Aagaard, Leif Maibom, Kasper D. Gattrup, Peter Spies, Sune Æbelø, Marco & Blicher, Carl-Erik Sørensen, Jan Svarrer, Rasmus Krogsgaard, Leif Fabricius, Ulla Jessen, Michel Castenholt, Simon Nøiers og Dan Ejlersen.

Instruktion: Michel Castenholt. Kapelmester: Jens Krøyer. Scenografi: Pia Ullehus, Henning Pedersen og Michel Castenholt. Koreogafi: Christine Astrid Nielsen. Kostumer: Hanne Mørup.

Medvirkende: Ann Hjort, Christine Astrid Nielsen, Pelle Emil Hebsgaard og Jan Schou. 

Spiller til 20. august.

Anmeldt 15. juni.