Den danske 'sommer' besejrede Shakespeare's Globe

Kerteminde Revyen blev årets revy

Kerteminde

Her sidst på eftermiddagen blev Revyernes Revy 2016 afviklet i Cirkusrevyens telt på Bakken, og udover et velafviklet show med de bedste numre fra hver af sommerens 15 revyer blev der også uddelt en stribe priser.

Inden pausen blev Lise Baastrup hædret med Årets Talentpris, der gives til bedste debutant. At hun faktisk har spillet vinterrevy i Aalborg og derfor ikke er helt novice i faget, må være gået juryens næse forbi, men valget var populært og i den grad dagens mindste overraskelse.

Populært var det også, at Årets Ærespris tilfaldt Susanne Breuning for hendes indsats i dansk revy. Ikke for i år alene, hvor hun med succes har instrueret Nykøbing F. Revyen og medvirker i Dragsholm Revyen, men for hele hendes bogstaveligt talt livslange kærlighedsaffære med dansk revy.

Som afslutning på showet, der blev bundet kompetent sammen af skuespilleren Benedikte Hansen og med den nominerede revykomponist Thomas Pakula som kapelmester, og Anders Lundorph som producer/instruktør, blev de fem priser for årets præstationer så uddelt.

Som altid i forbindelse med prisuddelinger er det svært at stille alle tilfredse. Jeg har tidligere her på siden skrevet mine kommentarer til nomineringerne. I forbindelse med uddelingen af priserne er det, der falder mest i øjnene den totale forbigåelse af Hjørring Revyen.

Revyen var nomineret til Årets Revy, men den pris gik – bestemt meget fortjent – til Kerteminderevyen (billedet) med Farshad Kholghi, Trine Gadeberg Marie Mondrup og Kim Hammelsvang samt kapelmester Peter Bom. Det glæder mig meget på revychef Mads Nørbys vegne, for han havde turdet lave en forestilling, der var befriende politisk ukorrekt og skilte sig markant ud. Instrueret af norske Frede Gulbrandsen. Kom ikke og sig, at nordmand ikke har humor!

Årets revykomponist blev Rottefældens dygtige Jens Krøyer, og alle hans kvaliteter ufortalt, så forstår jeg simpelthen ikke, hvordan man kunne undgå at give denne pris til Hjørrings Henrik ‘Baloo’ Andersen, som netop i år satte helt nye standarder for, hvad revymusik også kan være.

Prisen for Årets revyforfatter gik fuldt fortjent til Rasmus Krogsgaard. I nomineringen for hans nye vers til gamle revyklassikere i Revyperler, men vel reelt set for en god håndfuld fine tekster i en stribe af landets revyer, blot med teksterne til Revyperler som de mest markante.

Endelig fik Pernille Schrøder prisen som Årets Revykunstner, også kaldet Årets Dirch. Igen. Ingen indvendinger herfra. Pernille Schrøder er et festfyrværkeri på en revyscene, og prisen er fuldt fortjent.

Eneste anke er altså, at den strålende og nyskabende revy i Hjørring selvfølgelig skulle have haft noget med hjem fra Revyernes Revy, men sådan er det jo altid  med prisoverrækkelser; det er næsten umuligt at være helt enig med alle beslutninger.

I øvrigt fik Cirkusrevyens scenemester, Jacob Dahl, den særlige Revypris, og det kom fuldkommen bag på manden, der fra sin plads i  kulissen var med til at køre det velsmurte show sikkert i havn. Tillykke med den pris til en af revyens uundværlige ildsjæle backstage.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den danske 'sommer' besejrede Shakespeare's Globe