Jubilæumsrevy på det jævne i Sønderborg

***(Tre stjerner af seks)

Sønderborgs populære revykonge, Leif Maibom, fejrer i år 35 års jubilæum med sin revy, der startede som en amatørforestilling med byens morsomste skolelærere, og gennem årene er modnet og har udviklet sig til i dag at være én af landets største professionelle sommerrevyer. Det er meget imponerende og en bedrift, der fortjener al mulig anerkendelse.

Sønderborg Revyen har ikke altid været anmeldernes yndlingsrevy, slet ikke undertegnedes, der for 25 år siden, ganske vist ufriviligt, nærmest blev et symbol på de mest snobbede køwenhavnerkritikere. Når jeg dengang i B.T. var hård i kritikken, var kernepublikummet helt sikre på, at så ville de i hvert fald kunne lide revyen. Og da jeg så et år faktisk var begejstret, sukkede Leif Maibom og frygtede at publikum ville blive væk. Så galt gik det heldigvis ikke. Publikumstallet er de seneste år steget og steget og har sat nye rekorder – og jeg lærte med tiden at holde af Sønderborgs særlige, folkelige stil.

Mere end 16.000 af de 22.000 udbudte billetter til årets revy var solgt allerede inden premieren, og meget tyder på at mindst 20.000 løser billet til de godt to timers folkelige løjer. Det går de uagtet hvad anmelderne mener, for i Sønderborg og opland elsker man Leif Maiboms sommerrevy – også efter den har vokset sig stor, og i dag både er visuelt æstetisk og musikalsk fremragende.

Desværre må jeg sige, at årets revy langt fra hører til de bedste. Der er alt for mange numre, der simpelthen ikke holder niveau; gamle vittigheder, platte brandere. Ideer, der er sjove, men slet ikke forløses, fordi teksterne enten ikke er gode, eller fordi man på en eller anden mærkelig måde ikke har turdet tro på dem. Alt for mange numre roder for meget sammen. Som for eksempel de tre berømtheder på billedet, der ledsager denne anmeldelse, der faktisk blot er en fjollet optakt til en Yahya Hassan monolog. Det eneste Linse Kessler, Donald Trump og Dronning Elizabeth har til fælles er at de fylder rundt i år. Det gør Yahya Hassan ikke, men alligevel indgår han som ‘overraskelsen’ i nummeret (!?). Hvorfor ikke tro på, at man kan lave et sjovt Trump-nummer – det mest oplagte – eller et sjovt Linse eller Dronning Elizabeth-nummer?

Anden akt åbner med hvad der faktisk er et ganske originalt og fint nummer om de statslige udflytninger til provinsen, men det indledes med en lang Maibom monolog som lokal bondeknold inden københavnerne gør deres entré med den morsomme sang – på melodien til ‘Mandaley’. Tro nu på at visen kan stå distancen og drop de fjollede vitser inden.

Forestillingen åbner elegant og lækkert. Hele holdet ruller rundt på scenen på segboards og synger om et Danmark i balance. Det lover godt, men glæden er kort. De næste par sketches; Jeanne Boel, Rikke Buch Bendtsen og Leif Maibom som hjemmeværns grænsevagter, og derefter Karsten Jansfort som Kronprins Frederik hjemvendt fra Saudi-Arabien er tamme. Vi kommer tilbage på skiven i nærheden af Bulls Eye, med et musikalsk elegant nummer hvor hver af solisterne har et vers med omkvædet ‘går den så går den’ om bankernes hjælp til skattesnyd, Postvæsenet, Morten Messerschmidts EU-fusk, DR’s røde lejesvende og Venstres vælgerbedrag.

Rasmus Krogsgaard og Maibom ligner Christian Bitz og tv-kokken Claus Holm godt, men sketchen om frikadeller er tyndbenet og svag, og en bryllupsdagssketch med Karsten Jansfort og Jeanne Boel er ganske enkelt bare forudsigelig. Samme Jeanne Boel har en utaknemmelig dobbeltrolle som både skuespiller og instruktør. Det sidste må være en udfordring, når direktøren har skrevet 14 af revyens 24 numre, og mere end en håndfuld burde have været en tur eller to mere gennem maskinen.

Der er naturligvis også mange ting i revyen, der fungerer fint. Man kan ikke stå for Leif Maiboms fuldemandskomik som standerstiv præst, og en sketch om en jobsamtale med hjælp af en løgnedetektor er også ganske sjov. Og rigtigt, rigtigt godt er det når Rasmus Krogsgaard synger en vise han selv har skrevet om ‘en lækker lille skattesag’ – personificeret ved Rikke Buch Bendtsen. Han akkompagnerer sig selv på ukulele og nummeret er i særklasse revyens bedste.

Skuespillerne gør hvad de kan. Jeg synes, de alle gør det godt. Især de musikalske numre er gode; der er flotte sangstemmer og lækre harmonier. Der er en glimrende gospel om palæo kost, med Karsten Jansfort i forgrunden, og et virtuos nummer med Rikke Buch Bendtsen, hvor hun spiller alle beboerne i en beboelsesopgang. Dygtigt, dygtigt udført, selvom teksten ikke er stram nok og nummeret er alt for langt. Man kunne godt ønske sig, at de musikalske numre fyldte meget mere end de gør, for det er her at revyen løfter sit niveau.

To af sommerens yndlings revyofre optræder naturligvis også i Sønderborg; Leif Maibom er Prins Henrik i en ganske sjov, men for lang, vise om pensionisten med de dejlige otte millioner i apanage, og  så optræder hele ensemblet som Inger Støjberg i første akts finale. Ideen er at integrationsministeren må klone sig for at kunne nå at mene alt det hun mener. Min sidemand kluklo og klappede begejstret med; hun hedder Inger Støjberg, og kan godt lide at blive parodieret. Det skal siges, at teksten her er langt fra så barsk og ondskabsfuld som i Odense og i Cirkusrevyen, hvor parodierne bestemt ikke er kærlige.

Årets Sønderborg Revy kunne have været langt bedre end den er blevet, men publikum er formentlig (og forhåbentlig) ligeglade. De skal nok komme igen, for selv hvis de ligesom jeg ikke synes, at revyen er god i år, så er den det nok igen til næste år.

Sønderborg Sommer Revy 2016: “Herfra til folkeligheden”.

Tekst og musik af: Leif Maibom, Thomas Pakula, Rasmus Krogsgaard, Søren Anker Madsen, Jan Svarrer, Jeanne Boel, Peter Oliver Hansen, Flemming Jensen m.fl

Medvirkende:  Jeanne Boel, Rikke Buch Bendtsen, Rasmus Krogsgaard, Karsten Jansfort og Leif Maibom.

Instruktion: Jeanne Boel. Kapelmester: Thomas Pakula. Scenografi: Gitte Geertsen. Koreografi: Peter Friis. Kostumer: Henrik Hviid.

Spiller på Comwell Hotel Sønderborg indtil 23. juli.

Anmeldt 28. maj (premiere)