Gak-Gak i Græsted

Høj stemning og intens energi

Ganløse. Niels-Steen AndersenFoto: Niels-Steen Andersen

*** (Tre af seks stjerner)

Sidste år blev Ganløse Revyen kåret til Sommerens bedste. En flot fjer i hatten til den lille, Nordsjællandske kro, som så i år kan fejre 15 års jubilæum. De hviler ikke på laurbærrene, men serverer igen en revy, der kører på en højintens energi, med fart over feltet fra start til slut, pakket ind i en imponerende flot musikalsk ramme leveret af Morten Wedendahl og hans bassist Mikkel Tiedt. De to lyder af uendeligt meget mere end en duo, og når der et par gange i forestillingen er behov for assistance på scenen til de tre solister, tager de også deres tørn der.

Det er lidt af et scoop for Ganløse Kro, at have sikret sig Lone Rødbroe til årets revy. Få revyskuespillere har større gennemslagskraft end netop dette rødkrøllede energibundt, og på den måde passer hun perfekt ind i den hårdtpumpede stil, som instruktør Jan Hertz har valgt. Jeg har ikke tidligere set revy i Ganløse, så jeg skal ikke kunne sige om denne stil er et fast varemærke, men jeg fornemmer det. Der spilles og synges igennem, om jeg så må sige, så gardinerne blafrer i den lille, tætpakkede sal; lidt for ofte så meget, at eventuelle finesser går tabt.

Randi Winther skærer igennem med en stemme, der synes at kunne flække kroptonit, og Lone Rødbroe skal i hvert fald ikke beskyldes for ikke at kunne høres – heller ikke bagerst i salen. Så står trekløverets eneste herre, Kim Brandt, mere elegant og nuanceret i billedet, blandt andet i et lækkert Panama-nummer, med damerne som backingkor. Det er et af forestillingens bedste og mest helstøbte numre. Tekst af Simon Nøiers og musik af Morten Wedendahl.

Stemningen på en premiereaften på Ganløse Kro er noget helt unikt, som jeg håber det er muligt at genskabe, når det er et almindeligt publikum, der sidder i salen. Det er næsten som at være til en familiefest, hvor værtsparret kindkysser og knuselsker alle og enhver. Kærligheden forplanter sig til scenen og derfra til salen, for ingen tvivl om, at man føler sig godt tilpas på kroen, hvor både mad og betjening bidrager til et glimrende helhedsindtryk.

Der er 26 numre i årets revy, og de er af en svingende kvalitet; de bedste er rigtigt gode, men så mange er der heller ikke af dem. Pigerne er ganske sjove i “Juble og le”, hvor Rødbroes lalleglade her-går-det-åh-så-godt møder Winthers realistiske sortsyn, og sammen med Brandt er Rødbroe sjov i en sketch, hvor hun er på udkig efter den helt rigtige mand.

Randi Winther leverer en veldrejet vise, først som barn, siden som gammel, ordene er de samme, og pointen er klar; vi har ikke tid til at tage os af hverken den ene eller den anden. Det er også ganske fint, når Rødbroe og Brandt er de eneste i kvarteret, der ikke har været udsat for hjemmerøveri – fordi de ikke har noget, der er værd at stjæle.

Efter pausen serverer Brandt og Winther en musikalsk lækkert nummer om meningsmålinger, og Lone Rødbroe giver det komisk-musikalske talent frit løb i et rablende vanvittigt potpourri over kendte sange, tilsat de utroligste lydeffekter. Det nummer høster fortjent nok aftenens største bifald.

De tre solister og to musikere slider og knokler, og ryger ind og ud af den lille scene i et imponerende arbejdsraseri og forestillingens intense energi bliver på en måde både dens styrke og dens svaghed. Underholdende er det i hvert fald, også selvom Ganløse Revyen næppe bliver årets revy igen i år.

Ganløse Revyen 2016.

Tekst og musik: Simon Nøiers, Rasmus Krogsgaard, Morten Wedendahl, Carl-Erik Sørensen, Peter Oliver Hansen, Stine Bruun, Søren Sebber, Martin Ahlehuus, Bjørn Bønne Christensen, Kasper D. Gattrup, Leif Maibom, Kjeld Torbjørn, Keld Heick, Thomas Pakula, Anne-Karin Broberg, Anna Marie Thusgaard, Mikkel Tiedt, Peter Bisgaard Christiansen og Ulla Jessen.

Medvirkende: Lone Rødbroe, Randi Winther, Kim Brandt. 

Instruktion og koreografi: Jan Hertz. Kapelmester: Morten Wedendahl. Bassist: Mikkel Tiedt.

Spiller på Ganløse Kro til 27. august.

Anmeldt 19. juni (premiere).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gak-Gak i Græsted