Veloplagt revyhold i Rottefælden

Gak-Gak i Græsted

Græsted-Revyen-Logo-768x468

*** (Tre stjerner af seks)

Man siger normalt, at hvis man skriver om maden, så er det fordi revyen er dårlig.

Så galt står det dog ikke til på Græsted Kro, hvor der i aftes var premiere på den 21. Græsted Revy, og den femte med René Richardt og hans kone, og revyens scenograf, Vibe Pock-Steen, som kropar og revydirektører. Revyen har mange kvaliteter, men mere om det, først skal det lige handle om maden.

Maden på Græsted Kro kandiderer nemlig klart til Danmarks bedste revymenu. Især kroens langtidsstegte svin med kokkens egen hemmelige krydderiblanding smager så englene synger, og til den serveres en buffet af skønne salater og varianter af kartoffel. Det er i sig selv et besøg på den Nordsjællandske kro værd.

Selve revyen kan også rigtigt meget, rigtigt godt. Den svinger mellem det direkte gakkede og det meget folkelige, og tager besynderlige afstikkere over i det næsten absurde og helt skæve. Pludselig serverer Mogens Rex den gamle Dirch Passer-klassiker “Moder Sol”. En hyldest til mesteren, der jo ville fyldt 90 i år? Ja, måske, det er op til den enkelte at vurdere. Det  er i hvert fald modigt, ja næsten dumdristigt, at kaste sig ud i det projekt, men ud over at Mogens Rex ikke er Dirch, så serverer han nu visen med stor poetisk autoritet.

Revyens hold består af tre mænd og én kvinde; Birgitte Simonsen. Hun er en strålende karakterskuespiller, og har spillet alt fra klassisk teater til komedier og musicals, men aldrig før revy. Mærkeligt nok, for der er revy i hende. Desværre er der i denne debut for lidt at gøre godt med. Jo, et udmærket solonummer om den stille kontormus, der lever et dobbeltliv som blogger og under alias’et ‘den sure skede’ storsviner alt og alle, gemt bag internettets beskyttende anonymitet. Udover det, vaklede hun på premiereaftenen i timingen, og så bliver det hurtigt udstillet, at den såkaldt ‘lette genre’, slet ikke er så let endda. Heller ikke den ellers så revyerfarne René Richardt havde på aftenen timingen helt på plads. Når den kommer, og det gør den så snart der kommer et par forestillinger mere på rygraden, så stiger tempoet og sikkerheden, og så bliver forestillingen meget bedre end i aftes.

Anden akt er markant bedre end første, hvor højdepunktet er en veldrejet sketch om naboskab, der udstiller dansk selvtilstrækkelighed, og et effektivt finalenummer, der kredser lidt om samme emne; dansk kakkelbords småborgerlighed. Den får for fuld dansktop-skrue, og det er både vældig musikalsk og meget morsomt.

Efter pausen kommer der mere kvalitet i materialet. Det åbner med en sjov idé med hele ensemblet som Olsen-Banden, der skal lave det store Panama-kup. Fine karakterer og meget originalt, derefter følger en vanvittig sketch med René Richardt og en særdeles veloplagt Troels Malling, der i den grad læner sig op af Kellerdirk traditionen, og så førnævnte “Moder Sol”, der stammer fra en ABC-revy i 1955. Efter denne nostalgiske visit i revyhistorien vender vi tilbage til nutiden og et par af de figurer, der går igen i Græsted år efter år, Ewald og Heinrich hedder de, og får liv af Troels Malling og René Richardt. Det er knag’me skævt og skørt, men også meget morsomt, når de fortæller metrolog-vitser.

Troels Malling serverer suverænt en herlig monolog af Carl-Erik Sørensen om manden, der bare ikke vil se det positive i at alt omkring ham er godt, og Mogens Rex leverer intet mindre end Puccini-arien “Nessum Dorma” fra operaen “Turandot” tilsat et komplet vanvittigt sceneri. I denne fase rammer både han og revyen de høje toner, der mere end udligner den noget sløje første akt.

Jan Svarrer og Søren Anker Madsen har skrevet en meget morsom sketch med en apoteker, der i den grad kæmper med den politiske korrekthed. Her spiller Mogens Rex på alle tangenter og er ustyrlig sjov. Sidste nummer inden finalen er et effektfuldt, meget musikalsk og herligt potpourri over 60’er hits.

Det er bestemt ikke alt i årets Græsted Revy, der sidder lige i skabet, men anden afdeling løfter forestillingen så meget, at den fjerde stjerne lurer lige om hjørnet, når holdet får styr på timingen og mere ro på samspillet.

Græsted Revyen 2016 “Grænseløs”

Tekst og musik: Carl-Erik Sørensen, Henrik Schrøder, Peter Oliver Hansen, Leif Fabricius, Jacob Weble, Pernille Sørensen, Marco & Blicher, Kjeld Torbjørn, Jakob Haff, Tommy A. Jensen, Arvid Müller, Povel Ramel, Troels Malling, René Richardt, Gunvor Reynberg, ATS Politiken, Jan Svarrer og Søren Anker Madsen.

Medvirkende: Birgitte Simonsen, Troels Malling, Mogens Rex og René Richardt.

Instruktion: Pernille Sørensen. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Kapelmester: Henrik Schrøder. Kostumer: Laila Drisgaard.

Spiller på Græsted Kro til 1. oktober.

Anmeldt 18. juni (premiere).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veloplagt revyhold i Rottefælden