Årets Thorleif til kapelmester

Det bedste af det bedste i sommerens revyer

KertemindeKerteminde Revyen – et godt bud på Årets Revy.

Det er lidt tid siden, jeg har givet lyd fra mig her på siden, for nu har sommerens revyer alle haft premiere – ja, enkelte af dem har endda afsluttet deres spilleperiode.

Jeg har haft den store glæde og fornøjelse at se dem alle – på nær Gillelejerevyen, som jeg vender tilbage til om lidt – så det er blevet til 14 revyanmeldelser og en anmeldelse af Bakkens Hvile, som jo også er sommerunderholdning, og nu vil jeg prøve at opsummere lidt omkring, hvad jeg synes har været sommerens bedste oplevelser.

Når jeg ikke har set Gillelejerevyen skyldes det, at de kun nåede at spille tre forestillinger i forbindelse med premieren 30. juni, hvor jeg var forhindret af andre revyer. De holder herefter en pause frem til begyndelsen af august, hvor jeg så til gengæld håber at få lejlighed til at se forestillingen.

Men hvad har så været bedst?

Som jeg skrev i min anmeldelse af revyen, så er Hjørring Revyen i mine øjne årets bedste revy. Den er original, elegant, musikalsk og morsom. Jeg har hørt om publikummer deroppe, der ikke syntes at den var festlig og farverig nok, og sandt er det jo, at med grå grundkostumer og en scenografi, der kæler mere for æstetikken end for farveladen, så kan det jo godt være at nogle bliver skuffede hvis de forventer ’noget andet’.

Hjørring RevyHjørring Revyen – årets bedste? Foto: Axel S

Også Kerteminde Revyen ligger i min bog meget højt på listen; igen en meget original forestilling, der i den grad har sin egen stil og tone, og overrasker igen og igen. Mens der spilles i Hjørring til 30. juli, er Kerteminderevyen færdigspillet for i år.

Synes man, at Hjørring er lidt ’grå’ i det, skal man over i den anden ende af landet for at få fest, farver og folkelighed; det er den stil, man praktiserer i Tam Tam i Tivoli og i Cirkusrevyen. Begge revyer har delt vandene lidt blandt anmelderne med en positiv overvægt til Cirkusrevyen, og jeg havde det dejligt begge steder. Der er også fuldt knald på i både Sønderborg og Nykøbing Falster, som i højeste grad lever op til betegnelsen ’fest og farver’.

Er man til anarkistisk revy med kant og stil, så skal man til Dragsholm Revyen, hvor Susanne Breuning og Bente Eskesen serverer begavet vanvidskomik, og hvis man mere er til nostalgi og nye versioner af gammelkendte revynumre, så er Revyperler nede på Harmonien i Rødvig lige stedet. Forestillingen er uhyre vellykket og meget charmerende.

Hvilke skuespillere har så imponeret mig mest? Først og fremmest Lise Baastrup i Cirkusrevyen. Hun er forrygende. Hun kan det hele, og viser det i tre meget forskellige solonumre (og i ensemblenumrene). Det er kun helt naturligt, at hun er blevet genansat til næste år. Det er klart, at nogle af de største præstationer også kommer i de revyer, jeg synes bedst om; Kim Hammelsvang Henriksen i Kerteminde Revyen og Tom Jensen i Hjørring er begge oplagte kandidater til Årets Revyskuespiller, når Revyernes Revy afvikles i Cirkusrevyens telt 14. august, men det kan også komme fra for eksempel Pernille Schrøder i Nykøbing Falster eller måske endda elegante Kim Brandt fra Ganløse Revyen, som leverer en meget fin præstation i den lille, hyggelige krorevy. Jeg er også meget begejstret for rutinerede Max Hansen i Revyperler. Han har en dejlig autoritet på scenen, og er både morsom og har sans for det klassiske viseforedrag.

. Foto: Henrik Petit

Lise Baastrup i Cirkusrevyen. Årets Revyskuespiller? Foto: Henrik Petit

Årets revynummer? Tja, den er vanskelig, for der jo mange at vælge imellem; er det en af Inger Støjberg-parodierne, måske Niels Olsens i Tam Tam i Tivoli? Er det Trine Gadebergs tale til veninden fra Kerteminde Revyen eller Farshad Kholghi og Kim Hammelsvangs imamer, der deltager i ”Hvem vil være millionær” fra samme revy? Christine Gaskis udgave af ”Det eneste jeg ønsker mig (er to nye tænder)” med et nyskrevet sidste vers, der giver den gamle vise et meget spændende twist, er også et bud, selvom det jo reelt kun er det nye vers, der kan kandidere.

Tivoli Revyen - Forestilling 13Niels Olsen som Inger Støjberg i Tam Tam i Tivoli. Foto: Miklos Szabo.

”Min lille hemmelighed”, Lise Baastrups fine nummer om en skjult forgabelse i Søren Pind i Cirkusrevyen og ”En fin lille skattesag” med og af Rasmus Krogsgaard fra Sønderborg Sommerrevy eller Troels Mallings monolog ”Kæphøj” fra Græsted Revyen synes jeg også er blandt sommerens bedste numre. Min favorit er dog fra Hjørring Revyen, hvor revyens kapelmester Henrik ’Baloo’ Andersen synger visen om Ilse og Jørgen Smed, mens Camilla Bendix og Jens Gotthelf samtidig fortæller historien som skyggespil. Tekst og musik er skrevet af Carsten Colling og det er et meget, meget originalt, smukt, poetisk og morsomt nummer.

Apropos syngende kapelmestre, så er det næsten en tendens i årets revyer, så det vil jeg skrive lidt mere om i løbet af weekenden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årets Thorleif til kapelmester