Klar til en tur i Revydanmark

Boye, brunsviger og banaliteter…

Sp18-11 - Kopi

**** (fire stjerner af seks)

I 16 år har skuespilleren Lars Arvad drømt om at lave sommerrevy i Odense. Ikke bare en lille revy på et af byens hoteller, eller i en sommerledig teatersal, men en stor revy med det store udtræk. Af en eller anden grund har Odense nemlig aldrig haft en sommerrevy. Jo, en gang omkring forrige århundredeskifte, men det tæller ligesom ikke rigtigt mere.

Da Arvad blev færdig på skuespillerskolen gik han i gang med at dyrke passionen for revy; det er indtil nu blevet til syv vinterrevyer i den fynske hovedstad, og i aftes gik hans store drøm så endelig i opfyldelse. Odense Sommerrevy er en realitet.

Set-up’et er intet mindre end imponerende. Et stort cirkustelt opsat på Engen i Fruens Bøge med plads til ikke færre end 700 publikummer. Et set-up, der koster mange penge at drive, men som frivillige, lokale støtter er med til at gøre muligt. Lars Arvad har også været rundt med hatten i det Odenseanske erhvervsliv, og skrabet mere end én million kroner ind i sponsorstøtte. Opbakningen bag projektet fejler ikke noget. Nu mangler kun det sidste, et stort publikum. Rygtet siger, at der allerede er solgt 11.000 billetter til de 27 forestillinger man når at spille inden teltet skal pakkes ned og erstattes af byens traditionsrige Skt. Hans bål til midsommer.

Lars Arvad er selv på scenen, faktisk som den i den brede offentlighed (udenfor Fyn) mindst kendte af revyens skuespillere. Resten af holdet består af Vicki Berlin og Ditte Gråbøl, Thomas Mørk og Brian Lykke. Sidstnævnte kendt fra tv-satirens verden og revydebutant. Bag dem (bogstaveligt talt) styrer erfarne Morten Wedendahl et godt swingende fire-mands orkester, som er tilsat to korsangere, der bidrager med at give de musikalske ensemblenumre en del mere fylde. Det er godt set. De fem solister har nemlig ikke deres styrke i det sanglige.

Rammerne er altså på alle måder i orden og hvad så med det, der foregår på scenen? Jo tak, man får bestemt en sjov aften i teltet. Allerbedst er Lars Arvad selv i en skøn vise om Odense-borgmesteren Anker Boye, skrevet på Al Jolson/Dirch Passers gamle ‘Sonny Boy’, her lyder det på fynsk ‘Anker Boy’. Visen er en satirisk rammende hyldest til bykongen, der har meddelt sin afgang efter 23 år som lokalpolitiker, og Arvad serverer den smukt.

De tre mænd får latteren til at runge i en på alle måder vanvittig hyldest til Fyns bidrag til verdens gastronomien; brunsvigeren! Det er meget, meget morsomt. Det samme gælder Brian Lykke og Thomas Mørks “Krammets gastronomi”, hvor de tos fysiske komik får lov at folde sig ud. Der er ikke meget andet i nummeret end ansigts- og kropsudtryk, men man griner. Det gør man bestemt også af Ditte Gråbøls ordløse “Diva”. Igen er det det fysiske udtryk, billedet, der om jeg så må sige stjæler billedet. Det går igen i mange af revyens 20 numre; udtrykket, billedet, situationen er bedre og sjovere end ordene. For i Odense Sommerrevy, som i så mange andre sommerrevyer, mangler man de rigtigt gode tekster.

Anden akt åbner dog med én af de gode. Ditte Gråbøl som Inger Støjberg i en klassisk Carl-Erik Sørensen-vise. Fantastiske rim og sylespids satire, grænsende til det ondskabsfulde, men morsomt og glimrende udført. Revyens eneste parodi og en god en af slagsen.

Flere af revyens numre handler om politisk korrekte holdninger. Ditte Gråbøl og Vicki Berlin som to overklassetøser på café, der helt seriøst vil gøre alt for at hjælpe flygtningene, men så er der liiige… er en sjov idé, det samme er sketchen om forældremødet, hvor de åh så frelste forældre vil pakke de små så meget ind i vat, at de slet ikke kan få lov at være børn, og instruktøren Anders Lundorphs idé (tekst af Vicki Berlin) om en meget stresset hjemmehjælper. Fælles for disse numre er dog, at de bliver lidt mere banale end de kunne være blevet. Der mangler lige det sidste svirp med den satiriske pisk.

Forestillingen har fået et fint flow og varer lige godt to timer inkl. pausen. Det er helt tilpas. Løjerne er pakket ind i en flot scenografi og tilsat lækker musik. Bagefter går vi ud i den danske forårsnat med et smil på læben og en god fornemmelse i maven. Lars Arvads første sommerrevy i Odense har de ingredienser, der skal til for at blive en succes – og dermed en tradition.

Odense Sommerrevy – slip latteren løs.

Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin, Carl-Erik Sørensen, Lars Arvad, Brian Lykke, Thoams Mørk, Anders Lundorph, Jacob Weble, Vase & Fuglsang, Kenneth Thordal, Henrik Lykkegaard, Morten Wedendahl m.fl.

Instruktion: Anders Lundorph. Koreografi: Tanja Foss. Scenografi: Michael Eglin. Kostumer: Henrik Hviid. Kapelmester: Morten Wedendahl.

Medvirkende: Ditte Gråbøl, Vicki Berlin, Lars Arvad, Thomas Mørk, Brian Lykke samt Katrine Skovbo og Rasmus Freimann Gattrup (kor).

Spiller frem til 11. juni i revyteltet på Engen i Fruens Bøge i Odense.

Anmeldt 4. maj (premiereaften).

1 kommentar

  • Mogens Hüttel

    Glæder mig til selv ar se den på lørdag
    Mogens Hüttel

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klar til en tur i Revydanmark